Historiegruppen tog ligeledes udgangspunkt i de våben og udstyrsdele, som fundet udover båden også bestod af. Ud over litteraturstudier anvendte gruppen også de analyser, som den nedsatte udstyrsgruppe havde foretaget.
Denne gruppe havde via besøg på Nationalmuseets afdelinger i Prinsens Palæ i København og i Brede opmålt og studeret en række spyd, padler, skjolde og sværd. Fra Rosenberg nærlæstes beskrivelserne, og alle mål og øvrige karakteristika på de fundne genstande blev dokumenteret i medlemsmappen i overskuelige skemaer.

Den talrigeste våbentype i fundet var spydene - ikke mindre end 169 er blevet katalogiseret. Hertil kommer så de spydspidser, som tørvegraverne i 1880’erne kastede bort.
Af de fundne 169 spydspidser var de 138 af jern, medens resten var fremstillet af ben eller hjortetak.
Smedegruppen fremstillede et udvalg af jernspydspidser i en smedje på Danebod Højskole i Fynshav. Man nåede her frem til, at smedeteknologien, hvor spydene var blevet fremstillet, havde haft et højt stade. I og med at fundet er dateret til 350 f.Kr., kun 150 år efter at jernet som værktøjs - og våbenmateriale blev introduceret i Nordeuropa, må smedningen have fundet sted i koncentrerede håndværkermiljøer med stærk udvikling af teknologien. Hjemmefremstilling af så avancerede emner er næppe tænkelig.
At teknologien var avanceret, blev understøttet af en analyse, foretaget på Statsprøveanstalten i København i 1939. Her konkluderede man, at de undersøgte spyd var blevet hærdet ved nitrering. En endelig analyse fandt imidlertid ikke sted. I et brev fra Statsprøveanstalten, dateret april 1940, henlægger man sagen “af hensyn til de nyligt stedfundne begivenheder”.

Som det ses, havde spydspidserne vidt forskellig størrelse og udformning. Nogle af dem var så store og kraftige, at de må betegnes som lansespidser, andre mere egnede til kastespyd. Nogle af spydspidserne var stadig forsynet med skafter eller dele af skafter. Spydspidserne var alle med en dølle til fastgørelse af skafterne.
Fastgørelsen mellem spids og stage var sket ved hjælp af en tværgående nitte af bronze eller jern lagt i spydets plan. Det var interessant at konstatere, at mange af nitterne i enderne havde en rundgående rille og endte med en knap. Tilsvarende udsmykninger på spydnitter er kun fundet på Gotland og Øland og betegnes som “Holstensk gørtlerarbejde1. Spydenes konstruktion var meget varieret og kan ikke hjælpe i identifikationen af, hvor de var blevet smedet.

Skjold, spydspidser, sværd og trædele

Smedegruppen smedede en række typiske kopier af spydspidserne, som er vist her sammen med en kopi af et skjold samt nogle udstyrsdele.
Foto: H.P. Rasmussen.

Kopi af skjold set fra de to sider. Den elegante montering af håndtaget er vist.

Kopi af skjold set fra de to sider. Den elegante montering af håndtaget er vist.
Foto: H.P. Rasmussen.

Skjoldfundet var overvældende. Med sikkerhed er konstateret 50 skjolde, men brudstykker angiver, at der måske har været tale om 80 skjolde. Hermed er der tale om det største enkeltfund af skjolde i Europa.
Skjoldene var rektangulære med afrundede hjørner. Der var stor variation i højde/breddeforholdet rækkende fra 105/36 cm til 60/47 cm. Selve faconen peger på skjolde fra det keltiske område, typiske for den tidlige jernalder. Såvel i bronzealderen som i romersk jernalder var skjoldene cirkelrunde.
En væsentlig erkendelse er, at de identificerede skjolde ikke bar mærker efter kamp. Skjoldenes finish og udformningen af detaljerne vedrørende håndtag og skjoldbule er raffineret svarende til bådens finish. Metal var ikke anvendt bortset fra et par bronzenitter på et af skjoldene.
Skjoldene var fremstillet af enten lind, eg, el eller birk. Tykkelsen var 12-14 mm på størstedelen af fladen og skrånede ud med kanten til en tykkelse på 3-6 mm. De fleste skjolde var sammensat af to eller tre brædder, der var forbundet med dyvler. Skjoldbulerne var for de flestes vedkommende klæbet på skjoldfladen med harpiks. Håndtagene var relativt ens med en meget elegant montage, idet de blev drejet ind i et par riller i skjoldpladens ovale åbning.

Seks originale sværd fra fundet.

Seks originale sværd fra fundet.
Foto: Nationalmuseet.

Fundet indeholder hverken buer, pile eller pilespidser, selv om denne våbentype var kendt i såvel stenalderen som bronzealderen.

Der var kun et ringe antal sværd i fundet, idet kun 11 med sikkerhed er identificerede. De var relativt korte (fra 33 til 70 cm), alle var enæggede og med grebtungen i forlængelse af sværdets midterlinie.
Sværdene var hugvåben. De angives at være østgermanske.
Indtil dette skrives er der kun smedet 2 sværd.

Et væsentligt element i fundet var en indikation af ringbrynjer, måske 15-20 styk i alt. Ringbrynjerne fremstod i fundet som et areal på 10-12 kvadratmeter rust med tydelige aftryk af ringe med en diameter på 1 cm. Det skønnes, at et tilsvarende stort areal var blevet bortgravet ved tørvegravningen. Her har vi igen et udtryk for det høje niveau af smedeteknologi, som smedegruppen dog ikke vovede at eftergøre. Fundet er det største ringbrynjefund i Europa.

I det fundne udstyr var også nogle drejede træting.

I det fundne udstyr var også nogle drejede træting.
Foto: Nationalmuseet.

I fundet var også en række udskårne skeer, tallerkner og dåser af træ. Især dåserne er af interesse, idet de var drejede. Trædrejeteknologien var kendt i Sydtyskland i de keltiske områder, men blev egentlig først udbredt i den tidlige middelalder. Heller ikke drejning af keramik var kendt. Faconen på et par af de drejede dåser, dog i ler, kendes fra Bornholm og i urnegravene i Jastorp ved Lüneburg. Disse keramikdåser var “pølsede” op.

Også en øse var der i fundet.

Også en øse var der i fundet.
Foto: H.P. Rasmussen.

Et eksempel på udskårne trædele i fundet er en øse, der, som det ses på billedet herover, hænger smukt midt på en tofte i båden.

En del af en bronzenål i fundet har en karakteristisk svajet stilk og kaldes en holstensk nål. Sådanne nåle var almindelige i hele Nordtyskland. Endelig fandt man henstillet på et skjold en lerkrukke eller rettere sagt skårene fra en sådan. Den var blevet rekonstrueret og identificeret som en forrådskrukke, fremstillet ved oppølsning, og faconen kendes ud over fra Danmark også fra Holsten - og Hannoverområdet.

Top