De øjensynlige vanskeligheder ved starten af selve bygningen af båden havde at gøre med:

  • Penge
  • Tegninger
  • Værksted
  • Træ

Disse vanskeligheder kunne overvindes hver for sig, men de hang også sammen, idet løsningen af den ene gav muligheder og retningslinier for løsning af de andre. Hvert af disse indledende problemer blev bearbejdet af de respektive grupper med aktiv deltagelse af bestyrelsen.
Ligeledes gik de øvrige grupper i gang med deres opgaver, der i sig selv var uafhængige af de fire ovennævnte, i hvert fald på kort sigt. Vi vil i det følgende beskrive såvel de fire kritiske aspekter som de øvrige arbejdsområder, der blev håndteret i 1992 og 1993.

Tegninger

Konstruktionsgruppen gik i gang med at skaffe tegninger. Umiddelbart havde man tegningen, fremstillet af den norske skibsingeniør Fr. Johannessen, som den er vist i Hjortspringfundet, PLANCHE II.

Hjortspringbåden som tegnet af Fr. Johannessen i 1936.

Hjortspringbåden som tegnet af Fr. Johannessen i 1936.
Hjortspringfundet, PLANCHE II.
Billedet er sammensat af fire delbilleder; derfor er der kantstreger i billedet, de er ikke en del af tegningen.

Originaltegningen blev lokaliseret hos Oldskriftsselskabet og en kopi blev fremskaffet. Gennem en kontakt til Oslos Universitet, Instituttet for Arkæologi, Kunsthistorie og Numismatik, fik vi kopier af Johannessens skitser til tegningen. Fra Nationalmuseets Marinarkæologiske Undersøgelser i Roskilde modtog gruppen båddelenes opmålinger, der havde været grundlag for den fornyede opstilling af Hjortspringbåden på Nationalmuseet i 1988.
Tegningerne var i sig selv tilstrækkeligt nøjagtige til, at byggegruppen kunne starte øvelser i elementer af båden. Konstruktionsgruppen gik imidlertid i gang med at analysere tegningerne for at specificere båden mere i detaljer og analysere bådens karakteristika. Herom senere.

Finansiering

Gruppen, der skulle skaffe penge til projektet, fik en flyvende start, idet en første ansøgning til Fabrikant Mads Clausens Fond gav et beløb, der ville finansiere projektet gennem hele 1992.
Denne fond har løbende støttet projektet over årene.
Et stort antal andre fonde blev søgt om støtte. De lokale fonde inklusiv ovennævnte fond gav vekslende beløb over årene, enkelte nationale fonde gav gode beløb, medens regionale fonde stort set var afvisende.
Fra 1992 begyndte egenindtægterne at spille en rolle, først i form af betalte artikler, siden i form af entreindtægter fra publikum, der ville se båden tage form. Denne indtægtskilde er blevet af stadig større betydning, og i dag dækker den driftsudgifterne til værftet inklusiv afdrag på lån.
Nye aktiviteter, der iblandt publikationer, som denne bog er et eksempel på, hviler stadig på tilførsel af midler fra fonde.

Træ

Hjortspringbåden var hovedsagelig fremstillet af lindetræ med enkelte elementer af ask, eg og hassel.
Medens de sidstnævnte træsorter i de nødvendige størrelser var umiddelbart lette at fremskaffe, kneb det betydeligt mere med lindetræ i de dimensioner, der var brug for.
Til de fem planker, der udgør bordene, skulle bruges tre lindetræer med en diameter ved roden på mindst 90 cm og med en højde pø 15-18 m før den færste gren gik ud fra stammen. Den eneste type lindetræ, der kan indeholde så store stammer er skovlinden, der stort set ikke findes i Danmark endsige i Vesteuropa, i hvert fald ikke tilgængelige, idet de oftest er fredede.

Et lokalt lindetræ.

Et lokalt lindetræ.
Foto: H.P. Rasmussen

Før fældningen i Polen.

Før fældningen i Polen.
Foto: H.P. Rasmussen

Gennem et af medlemmerne fik trægruppen forbindelse til Prins Richardt af Berleburg, hvis “Oberförster” anbefalede os at lede efter træer øst på. Han var tilmed så venlig at sætte en annonce i et forst-tidsskrift. Her igennem kom vi i forbindelse med det polske skovdistrikt Kisielwo i Kwitaino, ca. 100 km. syd for Gdansk, hvor der stod nogle lindetræer af tilstrækkelig størrelse. Trægruppen var nede at besigtige træerne.
Seks træer blev udvalgt som mulige emner. Aftalen blev, at de kunne fældes én efter én, indtil tre var godkendt. En kontrakt blev udfærdiget, licensen til fældning og udførsel blev opnået (træerne var fredede), og de nødvendige midler blev skaffet gennem Fabrikant Mads Clausens Fond.
Prisen var 1.000 Dollars pr. kubikmeter brugbart træ.
Ved slutningen af 1993 tog trægruppen igen til Polen for at overvære fældningen og godkende de fældede træer. 4 måtte fældes før 3 var godkendt. Vi fik imidlertid den kasserede træstamme gratis.

I januar 1994 ankom stammerne til Lindeværftet til en samlet pris af 140.000 kr.

I januar 1994 ankom stammerne til Lindeværftet til en samlet pris af 140.000 kr.
Foto: H.P. Rasmussen

Det mest velegnede træ til bundplanken blev slæbt ind i værkstedet, medens de øvrige blev sænket i Dyvig for at holde sig friske indtil bearbejdning.
Vi havde nu 12 tons lindetræ. Da båden i følge Johannessen vejer 0,5 ton, var opgaven at fjerne 11,5 tons træ som spåner!

Værksted

Værkstedsgruppen havde været vidt omkring på Nordals for at finde et egnet lokale til at bygge båden i. Lokalet skulle være mindst 24 m langt med en bredde på i hvert fald 8 m.
Efter forskellige muligheder havde været besigtiget, endte vi op med at leje enden af et gammelt kyllingehus, der lå i Holm, to km vest for Nordborg. Huset var 44 m langt og 10 m bredt med en loftshøjde på 2,5 m.

"Lindeværftet" set fra landevejen.

"Lindeværftet" set fra landevejen.
Foto: H.P. Rasmussen

Et 24 m langt rum i sydenden blev adskilt fra resten og et lille møderum på 3x8 m blev bygget. Lejen var 30.000 kr./år.
Hallen var dårligt isoleret og uden varme. Den indeholdt et elsystem og var belyst med lysstofrør.
Langs den østre langside af hallen blev monteret en række bukke med en afstand på 2.5 m.
Disse blev anvendt som arbejdsbænke, hvor de halve stammer kunne anbringes for der at blive bearbejdet til planker.

Arbejdsbukke langs hallens østside.

Arbejdsbukke langs hallens østside.
Foto: H.P. Rasmussen

Værktøj

Kilder

Top